Da jeg ramte en så stor størrelse at jeg ikke længere kunne kende mig selv, besluttede jeg mig for at det skulle være slut.
Det var svært for mig at tabe mig og jeg følte at jeg var gået i stå. Jeg havde det skidt med mig selv og min krop og havde bare lyst til at gemme mig væk under dynen.
Sådan havde jeg det i lang tid.
Det har været en lang kamp at tabe mig de 17 kg jeg efterhånden har smidt, men det største vendepunkt var at jeg begyndte at have hjernen med.
Jeg begyndte at træne og jeg tænkte på hvad jeg spiste. Selvfølgelig faldt jeg i flere gange og det gik slet ikke så hurtigt som jeg gerne ville det. Men det gik fremad.
Kroppen kan ikke ændre noget uden at hjernen også er med på ideen.
Det vigtigste har dog været at lærer at elske den krop jeg var i, og se de gode ting ved den, mens jeg arbejder for at få den krop jeg drømmer om.
Det tager tid og det har jeg lært. Jeg føler ikke længere nederlag hvis jeg falder i med kosten eller hvis vægten ikke flytter sig. For jeg ved at jeg gør noget for det selv og det er det aller vigtigste for mig.
Husk at have hjernen med! Og husk for Guds skyld at blive ved med at kæmpe. Ingen behøver at nøjes, så kæmp for det du vil have!